Der kan være mange udgifter forbundet med at have et barn med atopisk eksem. I Danmark har forældre til et barn med atopisk eksem ret til offentlig økonomisk støtte under visse betingelser. Derfor anbefales det, at du kontakter Borgerservice i din kommune, hvor du kan blive vejledt om mulighederne for din familie.
Nogle oplever, at det kan være en udfordrende proces at være i kontakt med kommunen vedrørende rettigheder. Men der kan være tale om flere forskellige støttemuligheder, og det kan derfor være en god økonomisk hjælp for mange familier.
Formålet med hjælp til merudgifter er at give jeres familie mulighed for at leve et så normalt liv som muligt, så I kan foretage de samme ting som andre familier. Samtidig skal hjælpen også være med til, at jeres barns tilstand ikke bliver værre.
Generelt gælder det, at jo sværere eksem dit barn har, desto flere muligheder for støtte har din familie. Forældre til børn med moderat eller svær atopisk eksem kan ofte få økonomisk støtte. Kontakt din kommune for at høre om dine muligheder.
Nedenfor nævnes nogle af de støttemuligheder, der er relevante i forbindelse med atopisk eksem.
Dækning af merudgifter
Forældre til børn med kroniske eller langvarige lidelser som atopisk eksem, der medfører betydelige merudgifter, kan ansøge om merudgiftsydelse. Det kan blandt andet være udgifter til:
Dækning af merudgifter kræver, at jeres udgifter overstiger et bestemt minimumsbeløb, som fastsættes årligt. Henvend dig til din kommune for at få det præcise tal på minimumsbeløbet. Din families indkomst har ikke en betydning for, om I kan modtage tilskud til merudgifter.
Tabt arbejdsfortjeneste
Ved svær atopisk eksem kan det i nogle tilfælde være relevant at søge om tabt arbejdsfortjeneste for en eller begge forældre. Tabt arbejdsfortjeneste kan være fra 1 til 37 timer om ugen og kan deles mellem forældre med tilsammen højst 37 timer.
Tabt arbejdsfortjeneste kan fx være relevant hvis en af barnets forældre i en periode passer barnet hjemme, hvis barnet er indlagt på et hospital, eller hvis en forælder skal tage fri for at følge barnet til ambulant behandling, kontrol på hospital eller ved praktiserende hudlæge. Kontakt din kommune for at høre om det er relevant for dig og din familie.
Ydelser til medicin
Meget medicin i Danmark har et generelt tilskud. Det betyder, at alle borgere får tilskud til receptpligtig medicin, og tilskuddet fratrækkes automatisk på apoteket. Meget af den medicin, som benyttes til atopisk eksem har et generelt tilskud. Til lægemidler, som ikke har generelt tilskud, kan der eventuelt søges om enkelttilskud. Det er lægen, som kan søge om enkelttilskud, og hvis ansøgningen imødekommes, administreres tilskuddet ved indkøb på apoteket.
Psykologhjælp
I nogle tilfælde kan der være behov for at tale med en psykolog. Din læge kan henvise dig, hvilket giver mulighed for tilskud til psykologbehandlingen.
Hjælp under uddannelse for unge voksne
Når jeres barn bliver ældre og måske vælger at starte på en videregående uddannelse, er der mulighed for at søge ekstra støtte via Statens Uddannelsesstøtte (SU).
SU handicaptillæg: Hvis hudlidelsen giver en varig nedsat funktionsevne, som gør, at den studerende ikke kan have arbejde ved siden af sin videregående uddannelse, kan man søge om SU handicaptillæg. Dette gælder ikke på en ungdomsuddannelse.
Ekstra SU-klip: Hvis man bliver forsinket på sin uddannelse på grund af sygdom eller indlæggelse kan man søge om ekstra SU-klip.
Læs mere på su.dk eller tal med en studievejleder.
Kilder til kapitel 7:
Denne informationsside til forældre til børn med atopisk eksem er økonomisk støttet af AbbVie, LEO Pharma og Sanofi.