fbpx

Bestyrelse

Anne Skov Vastrup, forperson og dataansvarlig

Anne er født i 1974 og har været i Eksemforeningen siden 1999. Hun kom i bestyrelsen i 1999, og har været formand en del af årene, inkl. nu. Anne er regnskabsuddannet og har haft eksem, siden hun var spæd. Hun har haft det klassiske eksemforløb, og har nu kun eksem på hænderne. Sværhedsgraden varierer noget men med hormon- og fugtighedscremer går det. Anne lider også af astma, høfeber og diverse allergier – pollen, skimmelsvamp, dyrehår men heldigvis ingen fødevareallergi.

Blot 2 mdr. gammel fik Annes datter Maja desværre konstateret ret svær eksem over hele kroppen og senere kom mælk- og æg-allergi til. Maja voksede fra sin æg- og mælkeallergi, men har stadig moderat eksem. Annes søn Jonas har været mere heldig og får kun en gang i mellem milde eksemudbrud.

Janni Saefkow Hansen

Janni er eksempatient og har døjet med eksem siden 3 års alderen. Hun har været medlem af Eksemforeningen siden 2018, hvor hun først var valgt som suppleant og siden som bestyrelsesmedlem.

Bettina Jæger Andersen

Bettina Jæger Andersen var med i opstarten af Eksemforeningen i 1992, hvor den hed Atopisk Eksem Forening.

Efter en længere pause kom hun tilbage til Eksemforeningens bestyrelse i august 2020, da lysten og tiden til foreningsarbejdet vendte tilbage igen.

Bettina har haft eksem siden tre måneders alderen og har haft svær eksem det meste af livet – heldigvis med eksemfrie perioder.

Bettina interesserer sig særligt for forskning og behandlingsudvikling inden for atopisk eksem.

Tenna Maria Decell

Tenna er eksempatient og har været medlem af bestyrelsen siden foråret 2024. Tenna har haft eksem, siden hun var barn, og har været igennem stort set alle behandlingsformer. I dag lever Tenna et liv næsten uden eksem, og hun brænder for at sætte mere fokus på de psykiske belastninger, der desværre er en realitet for alt for mange patienter med hudproblemer.