Mit liv med kløeknopper
Da kløeknopper ændrede Lucas liv
Forestil dig, at hele din krop er dækket af myggestik, der klør helt ind i knoglerne. Sådan havde 42-årige Luca det – hver evig eneste dag og nat i mere end 5 år. Ingen vidste, hvad de kløende knopper var. Intet hjalp på kløen og smerterne. Indtil hun endelig fik diagnosen. Her fortæller hun om, da kløeknopper ændrede hendes liv – og hvordan hun fandt tilbage.
Det begyndte med én knop
En dag, da jeg var i starten af 30’erne, vågnede jeg op med en knop på knæet. Den kløede. Jeg var for nylig blevet opereret i knæet, så jeg troede, det hang sammen. Men det mente min læge ikke og henviste mig til en hudlæge.
Ingen vidste, hvad jeg fejlede
Ikke i min vildeste fantasi havde jeg forestillet mig, at dette skulle blive starten på mit livs mareridt – der tog mere end 5 år at vågne op fra. Mens den kløende knop hurtigt blev til flere og bredte sig over fødder, arme og ben, forsøgte jeg hos hudlægen alverdens behandlinger: Fra antihistaminer, antibiotika og hormoncremer til ormekur, lysterapi, røde bade, zinkbandage, kostændringer, zoneterapi og omkring 20 andre medicinske og alternative behandlinger. Intet hjalp.
Kløe og smerter døgnet rundt
Knopperne kløede helt vanvittigt. Det var umuligt ikke at kradse dem. Jeg kløede mig til blods, fik sår, huden blev tyk. Nogle gange bed jeg i min fortykkede hud i et forsøg på et øjebliks lindring. Jeg fik aldrig ro, sov nærmest ikke og var i konstant smerte.
Livskvaliteten forsvandt
Jeg gik fra at være en social, energisk og smilende kvinde til at ligne en zombie klædt i langt, sort tøj. Jeg var vred, ulykkelig, udbrændt. Derhjemme måtte min kæreste og jeg sove hver for sig, for jeg vækkede ham konstant med min kløe. Jeg magtede mindre og mindre socialt og følte, jeg blev mødt af væmmelse, når folk så mig på gaden. Det gjorde ondt, ikke kun i huden, men også i sindet.
Jeg følte mig alene
Jeg følte mig ensom – og bange. Ingen vidste, hvad det var. Ingen forstod kløen. Og smerterne. Tænk nu, hvis det var farligt. Tænk nu, hvis jeg skulle leve med det resten af mit liv. Det kunne jeg ikke.
Men det var jeg ikke
En søvnløs nat, da jeg surfede rundt på nettet, mens jeg kløede mig, dukkede en video med en amerikansk kvinde op. Hun fortalte om sin hudsygdom, prurigo nodularis. Det var som at høre mig fortælle, hvordan jeg havde det. Jeg søgte febrilsk på diagnosen og fandt information om symptomer og Facebook-grupper, der delte erfaringer med sygdommen. ALT passede på mig.
Diagnosen gav nyt håb
Jeg var slet ikke alene. Jeg var ikke vanvittig. Knopperne, kløen og smerterne havde et navn. Jeg kom til en specialist på hospitalet og fortalte, hvad jeg havde fundet ud af. Specialisten gav mig ret. Han kendte sågar hudsygdommen og vidste, hvad der kunne hjælpe mig.
Fra håbløshed til nyt håb
Håbløsheden blev afløst af håb. Jeg kæmpede mig igennem forskellige behandlinger, der måske virkede, før jeg til sidst fik biologisk behandling. Men kløen fortsatte. Indtil en dag, hvor jeg pludselig blev opmærksom på, at jeg havde glemt at klø mig. Men det kløede jo heller ikke. Og var sårene ikke også ved at forsvinde?
Jeg fik mit liv tilbage
Kløe og smerter forsvandt, og huden blev normal at se på. Og den blødte ikke længere. Jeg kunne tage mine kortærmede bluser, kjoler og nederdele på igen. Jeg købte en kridhvid t-shirt – min sejrs-t-shirt – helt uden blodpletter.
I dag lever jeg igen
Jeg sover om natten og har overskud og lyst til at være sammen med venner og familie. Jeg har også fået en ny kæreste – måske jeg for første gang i meget lang tid har fået lyst til at lukke nogen ind igen.
Når jeg tænker tilbage, har jeg det som om, jeg i 5 år var fanget i orkanens øje i meter høje bølger og kæmpede for at holde mig oven vande. Og nu sidder jeg i en lille, lys sommerkjole i en robåd på blikstille hav og nyder udsigten. Og sikken udsigt.
Få Lucas bedste råd til dig med kløeknopper
Lucas digt om kløeknopper
Endnu en dag bag helvedes port,
Endnu en dag hvor alt bliver sort.
De tusinde smerter som ingen kan ta’
Det evige mørke trods højlys dag.
Mine vægge smuldrer, min facade krakelerer,
Hvor længe er der endnu, for jeg kan ikke mere.
Et liv i indre kaos, en krop ude af kontrol,
Jeg er fanget i mine dæmoners vold.
Mine sår, dit blik og dine ord
De sætter alle i mig, dybe spor
Når intet hjælper, ønsker jeg, at sygne hen,
Takke for alt, til familie, søster og ven.
En stille død i mit sind,
For mine smerter, er verden blind.
Udstillet, udstødt, uhelbredelig- ønsker blot en kur,
Men ved jeg skal leve og dø i denne tortur.
Hvorfor mig? Hvad har jeg gjort?
Endnu en dag bag helvedes port.
Luca
Hvordan behandler man kløeknopper
Få Lucas bedste råd til dig med kløeknopper