Prurigo Nodularis
Når mine knopper springer ud, på en ellers glat hud,
som helt ekstremt kløende knaster i brud,
ses kun kortvarig lindring, mens de gnubbes og nives,
for jo hårdere der kradses, des bedre de trives.
Snart vil kløeeksplosioner under natlige krige
destruere vejen ind til søvnens rige,
så man udmattet står op fra nattens tortur
med en knudret og blodigt forkradset signatur.
Men de blodskudte knaster, der groft rager frem,
kan formørke et selvværd med blussende skam
og tanker, der kredser om, at andre kan kigge
med fordømmende miner og snagende blikke.
Jeg blomstrer med afmagt i stedet for roser,
og på trods af de flotte latinske diagnoser,
som prurigo nodularis og kronisk prurigo
– så kald mig blot ‘kløeknopper’, som det jo er, værsgo.
-Digt af Jesper Elberling