fbpx

Behandling

Mål for behandling: Glat hud uden kløe

Kløeknopper (prurigo nodularis) har været kendt siden 1800-tallet. Alligevel har vi ikke haft meget viden om hudsygdommen, og der har heller ikke været gode behandlingsmuligheder.

Men de seneste år har forskning givet en ny forståelse af den sjældne hudsygdom, og derfor har vi fået flere og bedre behandlinger.

Målet med behandlingen er, at du får en glat hud uden kløe og knopper. Og det er muligt for stadig flere.

Få svaret: Hvad er kløeknopper?

Hudlæge: Sådan behandler vi kløeknopper

Hudlæge Jesper Elberling giver dig overblik over de forskellige behandlinger her i filmen:

Hvem kan hjælpe dig med hvad?

Kløeknopper er en sjælden hudsygdom. Derfor skal du ofte have hjælp fra en specialist, dvs. en hudlæge på enten klinik eller hospital. Du kan bede din praktiserende læge om en henvisning.

Hudlægen kan hjælpe dig med forskellige cremer, tabletter, indsprøjtninger og lysbehandling. Er du meget ramt af sygdommen, kan du bede hudlægen om en henvisning til en hudafdeling på hospitalet, hvor de har endnu flere typer behandling, de kan tilbyde dig.

Hvordan kan hudsygdommen påvirke din hverdag? Få svaret

Hvilke typer behandling kan du få?

Du kan få flere typer behandling for kløeknopper. Hvilken, der er den rette for dig, afhænger af, hvor ramt du er af kløe, knopper og andre symptomer.

Fed creme

Basisbehandlingen er en fed creme. Cremen kan styrke hudens yderste lag (hudbarrieren) og være med til at dulme nogle af dine smerter ved kløeknopper. En fed creme er dog ikke nok.

Lokale hormoncremer

Hormoncreme er en lokal behandling, hvor du smører creme på områderne med knopperne. Der er flere former for hormoncremer i forskellige styrker. Fælles for dem er, at de forsøger at dæmpe kløen og udglatte huden. Tal med din hudlæge om, hvordan du skal smøre dig ind og hvor ofte.

Hormoncremer er receptpligtige, så denne behandling kan du få hos din egen læge eller hos en hudlæge, enten på klinik eller hospitalet.

Kløedæmpende midler

Der findes en række behandlinger, der dæmper kløen uden at behandle selve hudsygdommen:

  1. Antihistaminer kan tage toppen af kløen. For effekt skal du have en høj dosis på recept. Din praktiserende læge eller en øre-næse-halslæge kan udskrive den.
  2. Englehud eller Duoderm er en sårbandage, der forhindrer, at du kan klø på knopperne og forværre dem. Det kan købes på nogle apoteker.
  3. Zinkbandage er en anden form for bandage, der er lidt mere omfattende end englehud, ikke mindst fordi du skal have lægefaglig hjælp til at få det på. Bandagen kan ligesom englehud hindre, at du klør og forværrer symptomerne.
  4. Lysbehandling kan være med til at dæmpe kløen og smerterne forbundet med de kløende knopper. Denne behandlingsform er særlig god, hvis du også lider af atopisk eksem. Behandlingen kan du kun få hos en hudlæge, enten på klinik eller hospitalet.

Systemisk behandling

Systemisk behandling påvirker hele kroppen – modsat fx hormoncreme, som kun virker lokalt på huden, hvor du har smurt det på. Systemisk behandling får du enten som tabletter eller med indsprøjtninger, hvor medicinen sprøjtes direkte ind i de kløende knopper.

Indsprøjtningerne er særlig gode, hvis du ikke har så mange knopper. Systemisk behandling kaldes også for immunmodulerende behandling. Behandlingen kan du kun få hos en hudlæge, enten på klinik eller hospitalet.

Biologisk behandling

Biologisk behandling går målrettet efter at bremse nogle af de signalstoffer, der fortæller din krop, at du skal klø og kradse. Biologisk behandling får du som indsprøjtninger med antistoffer, der minder om de stoffer, kroppen selv kan producere. For at få behandlingen skal du have prøvet flere af de andre typer behandling uden stor effekt.

Biologisk behandling af kløeknopper er en ny, målrettet måde at behandle sygdommen på. De første målrettede lægemidler er kommet på markedet, og flere er på vej. Behandlingen har i nogle tilfælde gjort folk helt symptomfrie: ingen kløe, ingen knopper. Der er dog også nogle, der slet ingen effekt får.

Behandlingen kan du kun få hos en hudlæge på hospitalet. En hudlæge på klinik kan give dig en henvisning.

3 symptomer kan være tegn på kløeknopper, se hvilke

Hvornår er du i mål med din behandling?

Du er i mål med din behandling, når din hud er glat uden kløe og knopper. Ikke alle når i mål, men med de mange nye behandlinger, der er kommet og er på vej, opnår stadig flere at få en normal, glat hud, der ikke klør.

Det betyder, at målet er, at du får et liv, hvor du ikke er generet af din sygdom. Den vil stadig være der, men du vil have kontrol over den – altså have opnået sygdomskontrol.

Tal med din (hud)læge, hvis du stadig er generet af kløe og knopper og ikke har talt med lægen om det i årevis. I dag er der mange flere muligheder for hjælp end tidligere.

Få overblikket: Hvem kan hjælpe dig med hvad?

Hvad skal du gøre, når behandlingen ikke virker?

Hvis du trods behandling fortsat har mange kløende knopper, bør du tale med din hudlæge om at prøve en anden behandling. Har du allerede været igennem flere typer behandling, kan du bede om en henvisning til en hudlæge på hospitalet, hvor de har mulighed for at tilbyde dig andre behandlinger end hos hudlægen i klinikken.

Forestil dig, at de forskellige behandlinger står på en trappestige. Din hudlæge starter nedefra ved at give dig den mildeste behandlingsform med færrest bivirkninger. Hvis behandlingen ikke giver dig nok effekt, kan hudlægen gå videre til næste trin og afprøve en anden og stærkere behandlingsform. Udebliver effekten her, er der heldigvis flere trin på stigen. De øverste trin kan du kun nå på hospitalet.

Tal med en hudlæge: Se her, hvordan du får mest ud af samtalen

Den rette behandling kan tage tid at finde

Med en sjælden hudsygdom som kløeknopper vil det som regel tage tid at finde frem til den behandling, der er den rette for dig.

Hvis du har kæmpet med kløeknopper i lang tid og har prøvet flere typer behandling uden succes, kan du måske få lyst til at give op. Det er forståeligt. Men der er nyt håb:

Lige nu sker der så mange fremskridt inden for kløeknopper og hudsygdomme generelt. Så chancen for, at du kan finde en behandling, der virker, har aldrig været større.

Tina fandt den rette behandling. Hør, hvordan hun har det

Denne tekst er udarbejdet i samarbejde med Jesper Elberling, overlæge ved Afdeling for Allergi, Hud‐ og Kønssygdomme, Gentofte Hospital.