fbpx

Hvad er kløeknopper?

Hudsygdom med kløende knopper

Kløeknopper er en sjælden hudsygdom. Læger kender sygdommen som prurigo nodularis. Prurigo betyder ”et udslæt, der klør” på latin.

Når du har kløeknopper, får du små knopper på kroppen, der både klør og gør ondt. Knopperne sidder ofte på ydersiden af arme, ben eller krop, ofte symmetrisk fordelt.

Kløeknopper forveksles ofte med atopisk eksem, men det er to forskellige hudsygdomme, der blot har kløen tilfælles.

3 symptomer kan være tegn på kløeknopper, se hvilke

Kronisk sygdom, der kræver behandling

Kløeknopperne forsvinder ikke af sig selv. Du har brug for medicinsk behandling for at dæmpe kløe og knopper. Tidligere var behandlingsmulighederne begrænsede, men forskning har nu givet nyt håb:

I dag kan du få flere former for hjælp til at holde kløen nede og udglatte din hud. En hudlæge på en klinik eller på hospitalet kan hjælpe dig med at finde den rette behandling.

Få overblikket: Behandlinger for kløeknopper

Hudlæge: Det skal du vide om kløeknopper

Hudlæge Jesper Elberling sætter flere ord på hudsygdommen her:

Hvor mange har kløeknopper (prurigo nodularis)?

Kløeknopper (prurigo nodularis) er en sjælden hudsygdom. Derfor ved vi ikke med sikkerhed, hvor mange der er generet af de kløende knopper. Ny forskning viser, at der i Danmark er omkring 850 personer med kløeknopper – og måske flere. Selvom sygdommen har været kendt siden slutningen af 1800-tallet, har mange læger forvekslet de kløende knopper med andre kløende hudsygdomme som atopisk eksem, der er langt mere udbredt.

Kløeknopper kan opstå hos voksne mænd og kvinder i alle aldre. Det er en af forskellene til atopisk eksem, som ofte kommer i ens første leveår. Hudsygdommen er hyppigere hos personer med afrikansk eller afrikansk-amerikansk baggrund.

Hør Tina fortælle, hvordan det er at have kløeknopper

Hvad er IKKE årsagen til kløeknopper?

Årsagen til kløeknopper er ukendt. Flere ting, ved vi dog, IKKE er årsag til hudsygdommen:

  • Ikke arvelig – men nogle af de lidelser, som er forbundet med kløeknopper, er arvelige, bl.a. atopisk eksem.
  • Ikke smitsom – du kan hverken blive smittet eller smitte andre ved berøring af huden.
  • Ikke forårsaget af kost – kosten kan hverken forbedre eller forværre symptomerne på kløeknopper.

Hvilke sygdomme øger risikoen for kløeknopper?

Har du atopisk eksem, er sandsynligheden for, du får kløeknopper mere end dobbelt så høj, som for mennesker, der ikke har eksem.

Forskning viser også, at du har en let øget risiko for at udvikle kløeknopper, hvis du har en af disse sygdomme:

  • forhøjet blodtryk
  • forhøjet kolesterol
  • kronisk nyresvigt
  • lymfekræft
  • type 2-diabetes
  • autoimmune sygdomme som cøliaki, diabetes, psoriasis og leddegigt.

Endelig ser kløeknopper ud til at opstå oftere hos personer med sygdomme, der påvirker nervesystemet, fx stress, angst og depression.

Vil du vide mere om atopisk eksem?

Hvordan får du hjælp?

Kløeknopper er en sjælden sygdom. Derfor vil det oftest være en hudlæge og ikke din praktiserende læge, der kan hjælpe dig med at stille diagnosen og finde den rette behandling.

Hvis du har prøvet flere forskellige behandlinger, men stadig er meget plaget af kløeknopper, kan du bede din hudlæge om en henvisning til en hudafdeling på hospitalet. Her har de mulighed for at ordinere andre typer behandling, der kan hjælpe dig.

Download folder om kløeknopper

Vil du bladre i folderen? Bestil et eksemplar hjem til dig her

Denne tekst er udarbejdet i samarbejde med Jesper Elberling, overlæge ved Afdeling for Allergi, Hud‐ og Kønssygdomme, Gentofte Hospital.