fbpx

Komplikationer

Hvilke komplikationer kan der opstå ved atopisk eksem?

Når man har atopisk eksem, har man også øget risiko for specielle komplikationer, som man lige så godt kan være opmærksom på, så de kan opdages og behandles hurtigst muligt. Dette gælder ikke mindst, fordi den normale behandling i mange tilfælde ikke virker ved komplikationerne, hvor der i stedet er behov for særlig behandling, evt. kombinationsbehandling eller behandling af såvel den almindelige atopiske eksem som af komplikationen. Der gælder f.eks. af mange binyrebarkhormoncremer også findes i forskellige kombinationsudgaver, hvor de samtidig behandler såvel atopisk eksem som f.eks. stafylokokinfektion.

Den mest almindelige komplikation til atopisk eksem er infektioner i huden, og den hyppigste årsag til betændelsen er stafylokokker.

Bakterier og atopisk eksem

Huden på en person med atopisk eksem bliver let betændt med bakterier, især stafylokokker. Stafylokokker er bakterier, der lever i vores omgivelser uden at give problemer, hvis huden er sund og rask. For en person med eksem, medfører de dog ofte betændelse. Bakterierne får huden til at blive rød, varm og hævet. Eksemet bliver værre, det begynder at væske og klø voldsomt, og der kan komme gule sårskorper.

Der kan podes for stafylokokinfektion og i positivt fald behandles med antibiotika samt evt. røde bade, der virker desinficerende og kløestillende.

Børnesår og atopisk eksem

Børnesår er en overfladisk og smitsom infektion, der ofte ses hos børn og skyldes gule stafylokokker. Den er mest udtalt hos børn med atopisk eksem og viser sig i ansigtet ved mundvige, næsefløje og øreflipper. Der behandles med grundig vask med vand og sæbe (evt. med clorhexidinsæbe), clorhexidincreme eller fusidincreme samt evt. antibiotika.
I de senere år er der forsket en del i hudens mikrobiom, hvorved der forstås de mikroorganismer, der lever på og i vores kroppe. På 1 cm hud er der ca. 10 millioner bakterier, og mikrobiomet på rask og eksemramt hud undersøges og sammenlignes for at undersøge, hvordan genetiske og miljømæssige faktorer påvirker mikrobiomet.

Svamp og atopisk eksem

Eksempatienter kan også opleve at få eksemen forværret med en svampeinfektion, f.eks. Pityriasis versicolor. Denne gærsvamp findes normalt på huden, men kan give symptomer, f.eks. i varmt og fugtigt vejr. Som oftest ses udslet på overkrop og overarme og behandles med svampedræbende middel.

Man kan også få svampeinfektioner i ansigtet, på halsen eller på bryst og ryg. Svampeinfektionerne kan give et blankt rødt udslet, som brænder mere end det klør. Behandlingen vil ofte være svampedræbende creme.

På billedet nedenfor ses et slemt svampeangreb på højre kind og hals af en kvinde. Der er så godt som ingen normal hud at se, og af billedet kan man næsten fornemme, hvordan svampeeksemen er en tyk ”maske”, der er rød og brændende uden på den normale hud.

 

 

 

 

 

På det næste billede ses resultatet af 2 dages behandling med antibiotika og Elocon.

Virus og atopisk eksem

En eksemhud kan også blive inficeret med herpesvirus (forkølelsessår). Det viser sig ved, at der kommer små blærer og sår, som oftest i ansigtet. Området bliver ømt. I sjældne tilfælde oplever eksempatienter, at blærerne spreder sig til større områder af kroppen. Normalt er det dog en harmløs infektion, som kan behandles med håndkøbsmidler. Nogle får sjældent udbrud, mens andre oplever at få gentagne udbrud livet igennem.

 

Kilder:
min.medicin.dk
videncenterforallergi.dk
sundhed.dk
bispebjerghospital.dk
netdoktor.dk